Spring til indhold
Guide til medieforståelse Kildekritik · nyhedskriterier · genrer

Hvad er det egentlig, du læser?

Den samme avis kan indeholde nøgterne nyheder, skarpe holdninger og betalte annoncer. Genren fortæller dig, hvad teksten vil, og hvordan du skal læse den.

Fortællende genrer

Nyhedsartikel
Det vigtigste står først, detaljerne kommer bagefter. Den er bygget som en omvendt pyramide, så du kan stoppe efter et par afsnit og stadig have det væsentlige. Journalistens holdning skal ikke fremgå.
Reportage
Journalisten har været på stedet og fortæller, hvad hun eller han så, hørte og mærkede. Mere levende end en nyhed, men stadig bundet til fakta.
Interview og portræt
Et menneske kommer til orde. Husk, at den interviewedes udsagn er deres eget, og at journalisten har valgt, hvad der kom med.
Baggrund og analyse
Forklarer sammenhænge bag nyhederne. En analyse må vurdere og fortolke, men skal bygge på fakta og være markeret som analyse.

Meningsgenrer

Leder Holdning
Mediets egen holdning, skrevet på vegne af redaktionen. Ofte usigneret.
Kommentar og klumme Holdning
En navngiven skribent giver sin vurdering. Kan være skrevet af en af mediets egne journalister.
Debatindlæg og kronik Holdning
Skrevet af folk uden for redaktionen: politikere, forskere, organisationer og læsere. Mediet har valgt at bringe det, men står ikke bag holdningen.
Anmeldelse Vurdering
En anmelders personlige vurdering af en bog, film, koncert eller restaurant.

Betalt indhold

Annonce Reklame
Betalt af en annoncør og ikke skrevet af redaktionen.
Sponsoreret indhold Reklame
Reklame, der er lavet til at ligne en artikel. Den skal være tydeligt markeret, fx med "annonce", "sponsoreret" eller "i samarbejde med".
Reklame hos influencere Reklame
Når en person på sociale medier får betaling, gaver eller andre fordele for at omtale et produkt, skal det tydeligt fremgå, at det er reklame.